top of page

Skrotfisken på turné i Øresundsbyerne

​

​

Rejsende til Helsingborg vil ved ankomsten for tiden blive mødt af et kært og kendt syn. Den populære kæmpefisk, ”Guldbrasen fra Øresund”, som blev stillet op på Kongekajen i august sidste år, er på tur rundt i Øresundsregionen. Fisken har siden foråret været på besøg på Islands Brygge og på marinaen i Køge, og nu er turen kommet til vores svenske naboby. Og som i Helsingør er fisken overalt blevet modtaget med begejstring, og den er blevet fotograferet af tusindvis af forbipasserende.

​

”Jeres fisk gjorde stor lykke. Både for de forbipasserende og de deltagende, var jeres fisk en stor oplevelse. Tak!”, skriver Marianne Kruckow, chef for Folkeoplysning, tilskud og events i Københavns Kommune.

​

Også i Køge var publikum begejstrede.

​

”Det har været en sand fornøjelse at opleve, hvor mange mennesker, der har udforsket fisken. Interessen har været enorm, og jeg er taknemmelig for, at vi blev valgt til at have skulpturen stående denne sommer. Vi har haft tusindvis af besøgende”, fortæller Køges havnemester Kenneth Højlund Jensen.

​

Den store fisk er skabt for Kunst og Byrum Helsingør af den japanske kunstnergruppe Yodogawa Technique, som sammen med en flok frivillige i løbet af sommeren 2014 byggede kæmpefisken af værdiløse efterladenskaber. Kæmpefisken skal give os en fornemmelse af det forunderlige liv, der lever for fødderne af os, og er samtidig en poetisk kommentar til den måde, vi behandler det levende hav på, til den omfattende forurening af uforgængeligt plasticaffald, der findes i verdenshavene.

​

Alle byerne, fisken besøger, er med i netværket ”The Blue”, et tværregionalt samarbejde, som blev dannet i 2013 mellem fem byer i Øresund: København, Helsingør, Køge, Malmø og Helsingborg. Netværkets opgave består i at lave fælles, internationale events, som synliggør samarbejdet og Øresundsregionen.

​

Guldbrasen vender hjem til Helsingør den 24. september, og vil atter bliver stillet op på Kongekajen, denne gang lidt tættere på Kulturværftet.

bottom of page